Installation af dekoder og lanterne i Trix slankt krydssporskifte
Det "nye" slanke krydssporskifte til C-sporet bliver leveret med indbygget drev, og for at digitalisere sporskiftet skal du enten bruge en stationær sporskiftedekoder (f.eks. Märklin m83) eller indbygningsdekoderen til krydssporskiftet (74467).
Da jeg ofte bygger om, så har jeg valgt indbygningsdekoderen. Det gør livet lidt nemmere. Pladsen under krydssporskiftet er anderledes end på de almindelige sporskifter, derfor er dekoderen tilsvarende anderledes i sin form. Den er dog stadig lige så let at montere.
Dekoderen forbindes med stik. Sporskiftelanternen monteres også med stik, modsat de alm. sporskifter hvor du skal lodde. Løsningen til krydssporskiftet kræver ingen lodning. Stikkene er lavet så elementerne kun kan monteres på én måde. Du kan ikke gøre noget forkert.
Du sætter stikkene i de respektive steder. Bemærk, at Trix 2-skinne varianten benytter et andet strømkabel end Märklin-varianten. Ved Trix varianten tapper du strømmen direkte fra et stik på sporskiftet, på Märklin varianten tapper du strømmen fra de små spadestik ved skinnesamlingen.
Der sidder fire tapper, som dekoderen passer på. Du presser dekoderen, forsigtigt, ned på tapperne. Dekoderen kommer ikke til at sidde særlig godt fast, så lad være med at presse, det hjælper dig ikke. Sæt evt. et stykke tape for at holde dekoderen på plads. Unlad at smelte tapperne, så dekoderen sidder fast. Du skal kunne fjerne dekoderen igen, hvis det bliver nødvendigt.
Sporskiftelanternen er ekstra tilbehør, som skal monteres. Det er meget nemt. Du stikker selve lanternen gennem et hul i sporskiftet. Der sidder en lille dækplade, som du skal fjerne. Pas på den ikke bliver væk.
Herefter monterer du den lille hætte, som holder lanternen på plads.
Jeg snor ledningen til lanternen, så den bliver nemmere at få på plads i kabelkanalen ved siden af sporskiftemotoren.
Bemærk! Sporskiftet har kun to positioner, lige ud eller afvigende. Lanternen afspejler dette, og viser derfor også kun lige ud eller afvigende. For lokomotivet betyder det, at lanternen godt kan vise afvigende i modsat retning, afhængig af hvilken retning lokomotivet kommer fra. Det er bare sådan det er. Der er ikke noget du kan gøre - også selvom manualen, i sin beskrivelse af signalet, nævner den anden mulighed. Det er ikke en mulighed på modellen. Har du flere krydssporskifter, anbefaler jeg derfor, at du vender alle dine lanterner på samme måde, så det ikke skaber forvirring.
Nu er alt pænt og nydeligt og sporskiftet er klart til at blive monteret.
Hvis du har en CS3, kan du nu bede den finde nyt mfx-tilbehør, og sporskiftet vil automatisk konfigurere sig selv og være klar til brug.
Med krydssporskiftet kan du lave interessante og mere kompakte sporforløb.