moppe skrev: ↑22 feb 2018, 16:05Automatikken er jeg helt og aldeles sikker på at Søren kan hjælpe dig med.
S'føli!
Med din CS3+ er du allerede tæt ved målet. Du skal bruge en stak tilbehør, men ellers er det blot at konfigurere din CS3+ til at håndtere det.
Du skal bruge:
- 1 stk. S88 AC (60881)
https://www.maerklin.de/de/produkte/det ... cle/60881/
- Isoleringshætter til C-skinner (74030)
https://www.maerklin.de/de/produkte/det ... cle/74030/
- Dekoder m84 (læs mere nedenfor) (60842)
https://www.maerklin.de/de/produkte/det ... cle/60842/
- Grå kabel (tilbagemeldingskabler er grå, hvis du efterlever Märklins farvekoder). Jeg anbefaler dig at holde dig til én farve, uanset hvad du gør.
FØR DU GÅR I GANG
Jeg støtter op om Klaus' forslag om at gøre alle spor lige lange. Det giver klart den mest fleksible skyggebanegård, da du aldrig skal bekymre dig om togenes længde.
Tip! Benyt m83 dekoderen (60832) til dine sporskifter, med mindre du har en speciel grund til at benytte indbygningsdekoderen (74461). Den grund kan godt være, at du synes det er nemmest med indbygningsdekoderen; og det er helt fint. Den stationære m83 er blot en billigere løsning, når nu du bygger fast anlæg.
DEKODERE
Jeg ville undlade at benytte bremsemoduler, mest fordi modulerne er dyre at benytte hvor ingen ser toget bremse pænt. Jeg ville gemme de moduler til synlige steder på anlægget. I stedet skal du bruge en dekoder der kan standse toget. Jeg anbefaler Märklins m84 dekoder (60842). Den kan slukke og tænde strømmen i sporet. Således standser dine tog blot ved at strømmen forsvinder. Det er meget billigere end bremsemodulerne.
Fordelen ved både m83- og m84 dekoderen er at de supporterer mfx. Du skal blot forbinder dem til anlægget og lade din CS3 konfigurere dem.
TILBAGEMELDING
Du skal tænke over hvordan din tilbagemelding skal være. Jeg vil anbefale at du deler dine spor op i to sektioner og, som minimum, tilføjer tilbagemelding i mindst én 24188 længde i enden af sporet.
Sådan her:
Kørselsretning -> |--------------------------|--tilbagemelding--|
Fordelen er her, at du kan lade styringen opdage når toget er ved at være ved slutningen af sporet. Det gør at dine tog altid vil standse samme sted. Hvis dine styrevogne har AC hjul, vil de også udløse tilbagemeldingen, og dermed standse toget uanset om lokomotivet er forrest eller bagerst.
SÅDAN STANDSER DU TOGET
Toget standser fordi din m84 dekoder tager strømmen til midterlederen _i hele sporet_. Undlad at bruge et lille strømløst stykke, tag i stedet strømmen i hele sporet. Dette gør at du ikke får problemer med styrevognstog.
Fordel: Tilbagemeldingen og midterlederen har intet med hinanden at gøre. Derfor kan du nemt isolere midterleder, uden at miste tilbagemeldingen. Din CS3 vil stadig vise at sporet er optaget, selv om strømmen er væk. Endda også under nødstop!
Et spor på skyggebanegården vil sådan ud:
--|--------------------------------------|--tilbagemelding--------------|--
=| isolering ===========|============= isolering |== Kørselsretning -->
--|--------------------------------------|----------------------------------------|--
Tegningen skal tolkes sådan:
-- venstre skinne
== midterleder
-- højre skinne
Manualen til S88 AC beskriver, hvordan du bygger tilbagemeldingen op.
PROGRAMMERING AF SKYGGEBANEGÅRDEN
Manualen til din CS3 beskriver hvordan du opretter tilbagemeldingskontakter i din artikelliste. Når du har prøvet det én gang, så er resten hurtigt sat op.
Du kommer nemmest omkring programmeringen ved at udarbejde en lille plan for afviklingen af trafikken på skyggebanegården. En plan skal bestå af trin, som skal udføres når et tog ankommer til skyggebanegården.
1. Trin: Toget ankommer til blokken foran skyggebanegården. Hvis skyggebanegården er optaget, skal toget standse. Hvis ikke, skal det fortsætte.
2. Trin: Toget ankommer til et spor på skyggebanegården. Når toget ankommer til enden af sporet, sluk for strømmen til sporet. Tænd for strømmen på nabosporet, men KUN hvis blokken foran er ledig!
3. Trin: Blokken foran skyggebanegården bliver ledig. Hvis alle spor er optagede, tænd for strømmen i spor 1.
Med disse tre trin vil din CS3+ kunne styre din skyggebanegård. I praksis skal du programmere det ved at bygge hændelsesforløb som udfører trinnene. For trin nr. 2 skal der oprettes et hændelsesforløb for hvert spor du har i din skyggebanegård. Det sidste spor har ingen nabo det kan tænde for, så det tænder i stedet for det første spor. Således skabes en uendelig løkke.
Du programmerer blot trinnene ved at trække de medvirkende artikler ind i forløbet. Et trin for spor 1 kan f.eks. se sådan ud:
Eksempel:
Udløser: Spor 1 optages.
Udfør: Sluk strømmen til spor 1, stil sporvej ind i spor 2, undersøg om blokken foran er ledig (hvis ja), tænd strømmen i spor 2.
Det kræver lidt frem og tilbage ind til det virker, men når du har konceptet under huden, så bliver det hurtigt sjovt at være kreativ. Du vil hurtigt begynder at tænke: Gad vide hvad jeg ellers kan få den til?
Tip! Jeg benytter også mine tilbagemeldinger i skyggebanegården til at lade andre ting ske. Det kan f.eks. være at aktivere en funktion i et lokomotiv når spor 1 i skyggebanegården bliver besat. Hver gang spor 1 bliver besat vil lokomotivet f.eks. hyle med fløjten uanset hvor på anlægget det befinder sig. Det giver en fornemmelse af liv og tilfældigheder.
Det var en længere skolestil, hvis du har spørgsmål så hold dig endelig ikke tilbage!
Der er Hobby-udstilling i Rødovre-hallen i næste uge. Hvis du kommer på de kanter, så kig forbi Märklins stand, så skal jeg vise dig hvordan jeg har bygget skyggebanegården på udstillingsanlægget.
