Endelig er julen overstået! :-) Arbejdet kan gå videre - i hvert fald med anlægget!
Jeg er kæmpe fan af Nochs Laser-Cut Minis serie. For noget tid siden købte jeg en pakke med hektometertavler (Noch 14302). Der er 25 tavler i en pakke og skilte med forskellige numre på. Du skal selv samle dem, men det er meget nemt med lidt lim og en hobbykniv. Jeg har valgt at male bagsiden af mine tavler grå, så de går i et med den grå stang de sidder på.
Hvis du ikke ved hvad en hektometertavle er, så er det de skilte med numre der står langs jernbanen i Tyskland. Numrene på tavlen fortæller jernbanearbejderne hvor på strækningen de befinder sig. Typisk tager numrene udgangspunkt i en større station og tæller op derfra, eller ned dertil, alt afhængig af retningen.
Der kan i enkelte tilfælde findes negative numre, altså -0,2; -0,6; -0,8; osv. Disse tilfælde opstår oftest omkring 0,0 mærket, når en strækning forlænges (ofte ikke mere end et par 100 meter), og man ikke ønsker at skifte alle skiltene på strækningen ud. Jeg har dog ingen minustavler på min strækning.

- Hektometersten og -tavle ved Bodenseegürtelbahn omkring Überlingen. Foto: Wikipedia.
Mine tavler viser afstandene med 200 meter angivelser. Altså 100,2; 100,4; 100,6; osv. Sådan er det typisk på hovedbanen, på sidebanen kan afstandene godt være større.
På modelbanen er afstandene ikke så store, så jeg har sat mine tavler med 1/4 del afstand, altså hvad der svarer til hver 50. meter. Overdrivelse kan fremme detaljen, og i dette tilfælde synes jeg det fungerer fint.
Som en lille sidegevinst svarer det også til et sæt skilte pr. modul. Dermed kunne hvert modul i teorien få et nummer, så jeg ved hvilken rækkefølge de skal stilles op.
Typisk sidder hektometertavlerne på køreledningsmasterne, men de kan også være monteret på stænger ved siden af masten.
For at gøre detaljen mere interessant, har jeg valgt sidstnævnte løsning. Dette giver mig også mulighed for at holde "diesel køredag" uden at have køreledningen monteret, og uden at detaljen med hektometertavler går tabt.