Men jeg troede oprigtigt, at softwaren efterhånden var så udviklet, at den var tæt på at være lig de "rigtige" softwarestyringer, som windigipet, traincontroller osv.
Jeg mener at have læst, at en CS3's hændelsesstyring kan sættes til at kontrollere hastigheden på en bestemt lokadresse? Og dermed må den også kunne stoppe et bestemt tog via en hændelse?
Det kan den også, men det forudsætter, at den ved at hvilket tog der er tale om. I dag kan det ske på en af to måder:
1.
Hændelsen har fået bestemt lokomotivet af brugeren. Dvs. når du opretter hændelsen, så bestemmer du samtidig hvilket lokomotiv hændelsen skal dreje sig om. For at ændre dette, skal du stoppe hændelserne, redigere hændelsen og skifte lokomotivet. Det er omstændigt og ikke særlig fleksibelt. Ideen er dog god nok til f.eks. en fast pendul strækning.
2.
Hændelsen "arver" lokomotivet fra en anden hændelse. Dette minder meget om den måde JMRI kan operere på. Vær opmærksom på, at funktionen ikke er 100% færdigbagt i aktuelle version af CS3.
Det går ud på, at du har en række makroer som støttefunktioner til hændelsen. En makro kan f.eks. være en bremsemakro. Til ethvert signal på anlægget opretter du én bremsemakro. Den bremsemakro kan benyttes i flere hændelser. Du skal tildele et lokomotiv til makroen, det er underordnet hvilket lokomotiv du vælger. Jeg har typisk oprettet et "dummy lok" med adresse 1 til formålet.
Nu opretter du en hændelse, som i princippet repræsenterer en rute et tog skal køre. Hvilke blokke toget skal igennem er repræsenteret ved bremsemakroer, her trækker du de forskellige bremsemakroer ind i hændelsen i den rækkefølge toget skal forbi dem.
Nu redigerer du et lokomotiv, og lægger hændelsen ind som en funktion på lokomotivet.
Når du starter hændelsen, ved tryk på hændelsen i lokomotivets funktionsliste, vil hændelsen arve lokomotivreferencen og holde øje med hvor toget er henne i forløbet, og kun kun aktivere de relevante makroer når toget rent faktisk forventes at være ved dem. Vær opmærksom på, at hændelsen opdaterer sin viden om signalet, når det er næste signal toget forventes at komme til. Hvis du i perioden hvor toget kører mod signalet sætter det på rødt, så vil toget IKKE standse. Den har besluttet sig, når den tjekker signalet første gang.
Det er ikke 100% bullet proof. Du kan ikke mikse lokomotiver der kører de samme hændelser, det vil ikke fungere ordentligt. Så funktionerne vil ikke fungere i alle scenarier.
Du kan i samme hændelse allokere toget til de forskellige besatmeldere, så du kan se lokomotiverne flytte sig rundt på sportavlen i din CS3.
Ved mulighed 2 er du afhængig af, at starte en hændelse når du begynder at køre med dit tog. På samme måde som du starter et forløb på din pc, som f.eks. i JMRI. Da CS3'eren bruger tilbagemeldinger til at regne ud hvor toget er henne, kan du dog sagtens standse toget manuelt undervejs ved f.eks. en station etc. Men det er farligt at mikse for meget manuelt, da CS3'eren lynhurtigt vil komme ud af sync med virkeligheden, på samme måde som en pc vil det.
3.
Der er en tredje mulighed, som egentlig ikke benytter CS3'eren. Hvis du har Märklins nyeste dekoder (mLD3 eller mSD3) i dit lokomotiv, så kan du benytte Märklins puffer kondensator som en slags "on-board bremsemodul". Puffer kondensatoren kan indstilles til at bremse toget ved længerevarende strømudfald (f.eks. et strømløst stykke ved et signal).
Du har to indstillingsmuligheder, den ene er hvor lang tid toget skal forsøge at køre henover korte strømudfald (f.eks. skidt på sporet). Den anden er hvor langt (i cm) toget skal bruge på at bremse ned, hvis det rammer et strømløst stykke. Jeg har testet min LINT 27, der har jeg sat den til at holde ud 1 - 2 cm på udfald, og bruge ca. 10 cm på at bremse ned ved strømløst stykke.
Derudover kan du vælge hvilke funktionsudgange den skal holde strøm til. F.eks. skal du slå en røggeneratorudgang fra, da den vil tage alt strømmen fra kondensatoren på et splitsekund - og det er der jo ikke så meget sjov ved.
Så snart dekoderen opdager, at der ikke er mere strøm, så begynder den at trække på puffer kondensatorens backup og toget stopper langsomt. Det er ikke ligge så pænt som ved et bremsemodul, men det er bestemt heller ikke "fuld stop bum" på 0.5 sekund.
Det kræver selvfølgelig Märklin-dekodere og Märklin puffer kondensator. Det er muligt at andre laver noget lignende, det ved jeg ikke.